Definition af 1 slag.

Hej John.

Jeg håber, at du vil være behjælpelig med fortolkning af golfreglerne i forbindelse med en situation 30.11.2015 på Falster Golf Klub, hvor vi er 4 herrer som spiller vintergolf.

Vi spiller efter reglerne, men selvfølgelig i.h.t. udsendte mail til vinterflag, måttepåbud på fairways og klippede arealer. Rensning af bolden og genplacering indenfor 1 scorekort.

Situationen kort:

Jeg skal slå ud på 1. tee og har teet bolden op på en plastictee.

Der er rimeligt blødt og mudderet, som tilsyneladende er årsag til, at jeg berører bolden ved slaget, således bolden falder ned af tee inden for 2-3 cm. Bolden har ikke rullet boldens omkreds. Jeg samler bolden op uden markering, da det er min opfattelse, at bolden ikke er sat i spil og ikke var kommet uden for gule teemarkeringer.

Jeg går over i højre side af teestedet og sætter en tee i og placerer min bold og vil slå bolden.

Medspillerne siger inden jeg slår, at jeg skal have 1 strafslag og det er 3. slag, når jeg slår ud. De vurderer, at jeg ikke har markeret stedet og løftet bolden med henblik på at slå et andet sted end tilladte. De mener, at jeg kunne have placeret vintermåtten, hvor bolden var faldet af teen og placere bolden indenfor 1 scorekort og slå mit 2. slag.

Inden jeg havde slået det nye slag gik jeg tilbage til det oprindelige og ville placere bolden for at slå 2. slag, hvilket ikke kunne accepteres, da jeg havde begået en forseelse.

Jeg er enig, at 1. slag, som berørte bolden er et slag, men ikke enig i det øvrige, da jeg mente, at bolden ikke var sat i spil og jeg kunne placere bolden et andet sted på teestedet og slå mit 2. slag.

Jeg valgte at samle bolden op og få en streg på hul 1.

Kan du være behjælpelig med en regelfortolkning?

Med venlig hilsen

Ib Jørgensen

Hej Ib,

Som du beskriver situationen har jeg følgende kommentarer:

Iflg. definitionen på et slag, har du slået et slag, hvis du har til hensigt at ramme bolden. Den er derefter i spil, uanset om den bliver liggende på teen, falder af og ruller (det behøver ikke at være en omgang) eller kommer langt ud midt på fairway.

Det var 1 slag.

Nu kan du enten slå til bolden som den ligger eller i din situation lægge den på vintermåtten inden for et scorekorts afstand, ikke nærmere flaget. Uden straffeslag.

Du kan også vælge at erklære bolden uspillelig (Regel 28) og ’gå tilbage på teestedet’ og slå bolden om med 1 straffeslag. I den situation må du rense bolden og tee’e op hvor du vil inden for teestedets afgrænsninger (Regel 20-5). I den situation ville du slå dit 3. slag.

Da du vælger at gå tilbage og placere bolden, hvor den lå efter dit første slag overtræder du Regel 18-2, idet du har løftet bolden uden at markere den. Det koster 1 straffeslag. Så du slår altså også dit 3. slag fra måtten.

Du kan desværre ikke undgå at få 1 straffeslag, som tingene udviklede sig.

Jeg håber, det giver lidt mening – ellers må du komme tilbage.

Venlig hilsen

 John